Astmatisk bronkitis som voksen

Astmatisk bronkitis er en tilstand præget af tilbagevendende åndedrætsbesvær, der opstår som følge af virusangreb i de nedre luftvejes finere forgreninger, herunder bronkier og bronkioler. Definition og baggrund: Lidelsen manifesterer sig ved periodiske vejrtrækningsproblemer fremkaldt af virale infektioner i lungevævets mindre passager. Sygdommen rammer hyppigst spædbørn og småbørn mellem 2 og 12 måneder, omend den ligeledes forekommer hos større børn.

Indtil barnet når 4-5-årsalderen, er det primært Respiratorisk Syncytialvirus (RSV), der er synderen, men influenza- og parainfluenzavirus optræder også jævnligt som årsager. Når børnene bliver ældre, skifter de dominerende årsager til Rhinovirus (almindelig forkølelse) samt bakterieinfektioner som Mycoplasma pneumoniae. Infektionen fremprovokerer en inflammatorisk reaktion i slimhinderne, som svulmer op og dermed indsnævrer passagen for luften i de små forgreninger.

Samtidig antages det, at muskulaturen omkring disse luftveje trækker sig kraftigere sammen end normalt, hvilket yderligere begrænser pladsen. Dette resulterer i en betydelig modstand mod luftstrømmen, hvilket medfører, at udåndingsluften bliver indespærret i lungernes alveoler (se afsnittet om lungernes anatomi).

Dette bevirker, at lungerne overudvides, og denne udspiling kan lægge pres på de større luftrør, så det bliver endnu vanskeligere at tømme lungerne for luft. Der opstår således en uheldig spiral, hvor en stigende mængde luft fanges i alveolerne og de små rør, hvilket fører til en gradvis forværring af åndedrætsbesværet.

Det er vigtigt at skelne astmatisk bronkitis fra kronisk astma, hvor vejrtrækningsproblemerne ikke er direkte koblet til en infektion. Dog kan astmatisk bronkitis for visse børn fungere som det første tegn på en egentlig astmadiagnose senere i livet. Tegn på astmatisk bronkitis: Sygdomsforløbet starter ofte med feber, stoppet næse og hoste.

Efter nogle dage tilstøder åndenød med en hurtig og pibende lyd ved vejrtrækningen. Denne hvæsen er mest markant, når barnet puster ud. Det er kendetegnende, at udfordringen ligger i at få luften ud af lungerne snarere end at trække den ind. Ved kraftig anstrengelse for at få luft kan man observere bevægelser i næsefløjene samt indtrækninger i huden mellem og under ribbenene ved hver indånding.

Brystkassen kan fremstå mere hvælvet eller oppustet end sædvanligt. Hvis åndedrætsbesværet bliver kritisk, vil barnet ofte udvise tegn på angst og uro. En blålig misfarvning af læber og negle kan forekomme som et tegn på utilstrækkelig iltmætning i blodet. Ydermere kan barnet virke tiltagende udmattet og sløvt. Visse børn virker dog upåvirkede og leger videre som normalt på trods af en tydeligt pibende vejrtrækning; disse betegnes ofte som happy wheezers.

Forholdsregler og diagnosticering: Ethvert barn med vejrtrækningsproblemer bør tilses af en læge, ligesom spædbørn under seks måneder med feber altid kræver lægelig vurdering. Diagnosen baseres på barnets sygehistorie og en fysisk undersøgelse. Ofte vil man vælge hospitalsindlæggelse på en pædiatrisk afdeling til overvågning og pleje. Her foretages røntgen af brystkassen og blodanalyser for at udelukke bakterielle komplikationer såsom lungebetændelse.

Forekomsten af RSV verificeres ved at analysere slim fra næse og svælg. Blodets syre-base-status indikerer effektiviteten af vejrtrækningen og kan måles via en lille blodprøve fra hælen. Ved hjælp af pulsoximetri overvåges iltniveauet i blodet via en smertefri sensor placeret på huden. Behandlingsmetoder: En tilstrækkelig indtagelse af væske er afgørende for at undgå dehydrering, hvilket er en risiko hos småbørn med feber og høj respirationsfrekvens.

Iltbehandling kan gives via maske eller næsekateter. Luftvejsudvidende præparater, såsom Beta2-agonister (f.eks. Bricanyl eller Ventoline), inhaleres for at lette passagen. Inhalation af kortikosteroider (binyrebarkhormon) dæmper inflammationen i slimhinden, omend effekten først indtræder efter nogle timer. Ved gentagne episoder kan en længerevarende forebyggende behandling over et halvt år komme på tale.

Respiratorhjælp: Især meget små børn kan blive så udmattede, at de i en kort periode har brug for maskinel hjælp til at trække vejret. Forløb og mulige følgevirkninger: Udsigterne for den enkelte episode er generelt positive, men der er en markant tendens til, at børnene oplever tilbagevendende tilfælde i de efterfølgende år.

Mest læste emner.